OM BIOGRAFEN
Foreningen Film6000
Foreningen Film6000 blev stiftet i sommeren 1999 af en række film- og kulturinteresserede Koldingborgere.
Indtil 2005 holdt foreningen til i Klostergården under mere spartanske forhold, men da muligheden bød sig for at forpagte lokalerne i Nicolai-komplekset, sprang man til og fik dermed en førsteklasses beliggenhed i de historiske bygninger i hjertet af Kolding.
Foreningens formål er at styrke filmmiljøet, filmkulturen og filmkunsten i Kolding midtby samt at styrke interessen for filmen og dens mange facetter. Dette sker blandt andet ved at drive biograf efter art cinema-principper, arrangere events og deltage i tværkulturelle aktiviteter, der kommer en videre kreds til gode.
Foreningen Film6000 består af en stab af frivillige, som udfører alle arbejdsopgaver lige fra PR til at vise film, sælge billetter og arrangere kulturelle arrangementer/events.
Som såkaldt 'art cinema-biograf' viser vi et bredt udsnit af kunstneriske kvalitetsfilm - suppleret med et mainstream repertoire, der spænder over børne- og ungdomsfilm til familie- og dokumentarfilm.